Mit bud:
Jeg mener ikke det er statens rolle at gøre folk lykkelige, staten er primært en fordelingsinstitution, og det den fordeler er penge. Lykke er en alt for abstrakt størrelse til at omsætte i penge. Det penge kan købe er overskud og fravær af (nogle) bekymringer. De ting kan vel være trædesten på vej til lykken, som dog forbliver noget rent individuelt - alt andet er fascisme!
Det betyder at man vel dårligt kan måle statens relative succes som solidarisk omfordeler i ret meget andet end fjernsyn og ture til Thailand. Så er der selvfølgelig det sociale sikkerhedsnet, der sørger for at mennesker for hvem fjernsyn og ferier er af mindre relevans, ikke bliver tabt på gulvet, som kontanthjælpsystemet, den gratis sygepleje, de gratis uddannelser osv. Disse systemer er jo til netop som et sikkerhedsnet, der skal hjælpe folk tilbage på selvforsørgende fode, så man (igen) kan få råd til at købe det ene og det andet, og realisere de drømme og ønsker man har, enten det er gennem forbrug eller mere åndelige værdier.
Der er selvfølgelig mennesker som staten skal hjælpe fordi de ikke kan klare sig selv. Og der er selvfølgelig mennesker som tjener mange penge – måske fordi de også arbejder meget eller har en høj uddannelse og stort ansvar, og staten er en institution der sørger for at de sidste hjælper de første, og sådan skal det være. Men når vi taler om familien med de mange børn, der ikke har råd til ferie eller et stort tv, så vil jeg også mene at de selv har et ansvar for deres situation.
Det at få børn er udover at være en stor menneskelig ting på forskellige måder, også en økonomisk disposition. Så vidt jeg ved koster et barn fra det bliver født til det bliver 18 år, ca. 1 mill. kr. –sikkert en anelse mere i 2005-priser (beregningen er vist lavet for nogle år siden) Hvis man f.eks. har valgt at få fire børn, har man derfor på forhånd afsat 4 mill. kr. over måske 30 år alt efter med hvilke intervaller man får dem. Det er for langt de fleste familier en ret stor udskrivning –selv over 30 år, og dette valg gør selvfølgelig at man på andre områder foretager et fravalg, f.eks. må man måske nøjes med et 20" tv og ikke et 42" plasma, som kan hænge på væggen. Selvom det kan virke som om jeg benytter en tankegang, der ikke passer med det at få børn, så er den økonomiske virkelighed ligeså tilstedeværende som en følelsesmæssig virkelighed. Jeg tror selvfølgelig at den følelsesmæssige vinder i langt de fleste tilfælde, de fleste mennesker får på et tidspunkt en hvis trang til at få børn, men det er stadig disse forældres ansvar at kunne understøtte de børn de får. Det gør de selvfølgelig dels gennem den skat de betaler, som er med til at børnene kan gå i skole, komme til tandlægen, få en børnehaveplads osv., men min pointe er at familien med de fire børn har det fulde ansvar for disse børn på alle måder – også den økonomiske. Det skal med andre ord ikke komme andre mennesker der har valgt f.eks. ikke at få børn til urimelig skade, at nogle mennesker vælger at få fire, og derfor ikke har råd til at købe et stort fjernsyn.
Nu sagde jeg at jeg ikke siger noget før Velfærdskommisionen har talt, det gør den så i dag, men jeg gider faktisk ikke vente på den mere. Jeg læste en artikel i Politiken den anden dag om en enlig mor til et barn, der var blevet gravid som 18-årig, ikke havde nogen uddannelse og som i dag var på kontanthjælp. Hun boede i et stort pænt parcelhus og lød i det hele taget til at have det godt, med undtagelse af at hun gerne ville have et arbejde. Hun havde faktisk fået tilbudt en masse jobs som rengøringsperson, men dem synes hun ikke hun kunne tage fordi de for en stor dels vedkommende lå om natten, og hun brød sig ikke om at lade sin 11-årige søn sove alene om natten. Af den årsag var hun altså stadig på kontanthjælp. Som journalisten skrev: "…hvis det er fattigdom, så lad os eksportere det til Afrika!" Der er selvfølgelig mange andre kontanthjælpsmodtagere, som er betydeligt mindre ressourcestærke, men denne kvindes anledning til at modtage kontanthjælp, mener jeg simpelthen er uacceptabel.
I anden en stort opslået forsideoverskrift på Politiken forleden, stod der "Indvandrere lever for 1859 kr. /mdr." I selve teksten stod der godt nok – efter alle faste udgifter er betalt. For det første: det er der godt nok mange studerende der også gør, og som finansierer yderligere forbrug med studiejobs. For det andet – og det er meget vigtigere: Den overskrift indikerer en mentalitet som er ret over pligt. Det opfattes med andre ord som for dårligt at staten kun giver indvandrere penge, så de har 1859 kr./mdr. efter faste udgifter. (det er i øvrigt den meget omtalte starthjælp der er tale om) Man burde tværtimod betragte en statslig ydelse som kontanthjælp eller SU osv. som midlertidig, som en situation man skal forsøge at komme ud af, så man kan blive selvforsørgende og dermed i langt højere grad selvbestemmende. Hertil skal naturligvis siges at det for indvandrere er temmelig svært at få arbejde fordi danske arbejdsgivere er tilbageholdende til at ansætte personer med et fremmedklingende navn. Der kræves en holdningsændring. Integration kræver handling fra to parter. Opfattelsen af velfærdssamfundet burde efter min mening ligestille ret og pligt, så velfærdsydelser ikke bliver naturaliseret som en indtægtskilde, der er ligeså acceptabel som en lønindkomst.
Bottomline er: Staten skal hjælpe dem der ikke kan hjælpe sig selv, den skal ikke forsørge mennesker der godt kunne hjælpe sig selv – særligt set i lyset af den nære fremtids ubalance i forholdet mellem forsørgere og forsørgede.
/Mikkel
