GROV I MUNDEN

ALT TIL DEBAT: HVIS DET IKKE KAN SIGES GROFT, ER DET IKKE VÆRD AT SIGE

lørdag, november 12, 2005

Jeg lytter...


Da du nu har været så venlig at acceptere min præmis, nemlig at verden ser sådan ud som jeg fremstiller den, kan jeg informere dig om mit indlægs yderligere præmis, nemlig at jeg ingen intentioner havde om at være normativ - jeg skriver med andre ord under den negative opbyggeligheds dogme. Men det ligger naturligvis samtidig implicit, at når tingene står grelt til, skal de ændres. Jeg tror imidlertid det kan blive svært nok pga. af hele det politiske setups karakter, nemlig den at de folkevalgte ikke i væsentlig grad ser vælgerne som dem de skal have tilladelse af til at udøve magt, de ser dem snarere som et nødvendigt onde man skal bruge som trædesten for at komme ind i magtens korridorer.

Det lyder meget negativt, jeg er dog sikker på at levebrødspolitikeren i virkeligheden er meget lidt udbredt, og at langt de fleste folkevalgte til de forskellige instanser, vil det gode. De er med andre ord overbeviste om at hvis deres politik bliver gennemført, så bliver Danmark et bedre land end det allerede er.

Det er imidlertid betænkeligt at seks ud af syv folketingspartier adspurgt om deres tilhørsforhold på den politiske akse, placerer sig selv på, eller lige omkring midten (undtagelsen er naturligvis Enhedslisten, der ikke mente at der var plads nok til venstre til at give udtryk for deres placering i forhold til de andre partier) Det kan ikke passe at alle partier i et land med så udsædvanligt mange partier med reel indflydelse, alle ligger på midten. Som jeg tidligere antydede, mener jeg dette skyldes at retningen for den politiske kommunikation er vendt på hovedet. I stedet for at politikere mener noget, som de så gør vælgerne opmærksomme på at de mener, undersøger de hvad vælgerne mener, og mener så nogenlunde det samme. I forlængelse heraf er det klart, at hvis man på den brede befolkning laver en undersøgelse om dette eller hint spørgsmål, vil man mange ud af en del gange få et gennemsnitligt svar der ligger nogenlunde inde på midten - ikke helt ulig det resultat børnehavebarnet får hvis hun tager alle sine farvekridt og maler med dem oven i hinanden; uanset hvor enestående og farverige de enkelte farvekridt er, ender blandingen som regel med at være en ubestemmelig grå-brunlig substans. Jeg vil ikke yderligere udlægge denne analogi, men det står klart at et politisk parti i sin kommunikation til vælgerne, i al væsentlighed har ét skud i bøssen - dvs. de kan ikke målrette kommunikationen til forskellige segmenter og vælgergrupper, de er tvunget til at skyde med spredhagl. Det handler så om at ramme flest vælgere, og det gør man selvsagt ikke ved at sige det som flest mulige er enige i, det er alt for risikabelt. Nej, det gør man ved at sige det som færrest mulige kan være uenige i. En tredje vej kan være den som Anders Fogh meget tydeligt kørte i seneste valgkamp til Folketinget, hvor han igen og igen bankede de samme dybt simplificerede one-linere fast med meget store søm, så ingen kunne være i tvivl om hvad han mente. Når modstanderen så anfægtede den simplicitet hvormed han fremstillede et givent problem, såede han tvivl om deres troværdighed - typisk fordi de one-linere han så vedholdende tævede ind i hovedet på vælgerne, var temmelig ufarlige og netop ting som meget få mennesker kunne formodes at være uenige i. Han tog derfor patent på disse velklingende formuleringen som ingen var, eller kunne være uenige med ham i, og udelukkede enhver modstander fra at nærme sig dem. Det var hans nøgle til sejr.

Denne valgkamp og den taktik der ligger bag den, er netop et udmærket eksempel på mundlortsparadigmet, fordi Anders Foghs ærinde ikke var så meget at fortælle vælgerne hvad han og Venstre mente, men nærmere at forsvare en række slagkraftige og enkeltstående formuleringer, som var honning i ørene på langt de fleste vælgere - katastrofen for ham ville have været hvis den trætte Lykketoft eller nogle af de andre partidledere havde formået at overtage nogle af hans one-linere, eller havde formuleret nogle tilsvarende selv. Det gjorde de som bekendt ikke.

Løsningen kunne meget vel være dogmepolitik - hvad mener du og andre er kvaliteterne ved den?

/Miguelos