Et paradoks
Jeg vil gerne reflektere på Tolstoys indlæg - mere end jeg har gjort allerede.
Du tager en dobbelthed op som jeg finder interessant. Ude i verden ser man død og ødelæggelse, mord og fordærv og nød og ligegyldighed. Og samtidig i verden, men måske knap så langt ude, ser man kærlighed, hensyn, forståelse og omsorg.
Hvordan kan to så forskelligartede tilstande findes i den samme verden, rummet af de samme mennesker? Tolstoy ser det sidste som grunden til at have tiltro til menneskene, til ikke at sprænge sig selv i luften.
Jeg ser de to tilstandes sameksistens som et bevis på at verden på trods af flosklen om at den stedse bliver mindre, faktisk aldrig har været større - afstandene har aldrig været større, der er bare ikke tale om logistiske afstande, men afstanden mellem dem som har et ansvar og dem for hvem de har et ansvar. Grunden er, at ansvaret er en akademisk abstraktion. Når en politisk beslutningstager stemmer for at sende kamptropper ind i et område for at gøre deres arbejde, som er at slå i hjel og ødelægge, samt udsætte sig selv for samme, er disse kamptropper abstraheret fra at være mennesker hvis liv han som beslutningstager har ansvar for, til en genstand for forskellige hensyn; hensynet til det han vil opnå med at indsætte dem, til hvad hans politiske bagland mener om hans handlekraft som politiker, til det hans politiske modstandere mener om det, og til hvilken indenrigspolitisk situation handlingen sætter ham i osv.
Men de liv han bringer i fare, og de indbyggere det sted han indsætter dem, ser han aldrig som andet end en abstrakt størrelse - brikker i et spil. Hans hensigter har altså ikke betragtet to væsentlige aktører i hans beslutningsfelt som andet end genstande med visse egenskaber og bestemte formål, men når hans beslutning om indsættelse af tropperne føres ud i livet og de udfører deres arbejde, som stadig er død og ødelæggelse, modtages den handling som er beslutningens konsekvens, i en anden modus end den, den var udtænkt i. Den modus er den emotionelle. I denne modus ser vi menneskelig lidelse og itusprængte kroppe og ødelagte liv. Vi ser den enkelte soldat med de menneskelige egenskaber han har, hans lidelse og død - i modsætning til de mange soldater med de helt anderledes egenskaber som strategisk militært værktøj de har.
Fordi beslutningstageren ser et værktøj, hvis menneskelige egenskaber han aldrig stifter bekendtskab med, kan han handle på en måde der forekommer hensynsløs set fra det synspunkt hvor hans handling modtages. Hvis han følger en bog er det Machiavellis Il Principe.
Han burde samtidig have læst gamle Rosseau.
Endelig må man også huske på, at samme beslutningstager også kan rumme den nære omsorg i sig - for de børn og den familie han måske har. Man har set netop dette moralske paradoks i virkeligheden når de konservative kongresmedlemmer i USA, der stemte for Irakkrigen, gør alle mulige krumspring for at netop deres børn ikke bliver sendt afsted.
/Mikkel E.
Min pointe er, at fordi disse forskellige hensyn eksisterer, kan hensynsløsheden og volden eksistere side om side - og i samme individ som den omsorgsfulde kærlighed.
posted by Mikkel Eggers @ 7:05 PM
4 Comments:
Jeg vil egentlig gerne tilføje en lille pointe: Jeg selvom det selvfølgelig ligger implicit i betragtningen af den politiske beslutningstager at han er en skidt person med dårlig moral, så må man også tage med i betragtningen, at det også er en forudsætning for at han rent faktisk kan tage beslutninger, at han opfatter kamptropperne som en abstrakt enhed eller et værktøj snarere end en række individuelle mennesker med familier, personligheder, håb og drømme og den slags.
Man kan så spørge om det er rimeligt at en politiker stemmer for et engagement i en væbnet konflikt og samtidig siger nej til at lade sin egen søn deltage.
Nej, det synes jeg ikke det ville. Jeg synes du misforstår politikerens rolle. Han skal ikke (eller kun i ekstremt særlige tilfælde) forholde sig til enkeltsager. Han skal sørge for inden for folkestyrets regler, at udstikke de retningslinier som embedsmændende, i dette tilfælde i udlændingestyrelsen, skal administrere efter. Hvis han gav sig til at lempe eller stramme reglerne på baggrund af en enkelt unik sag, ville lovgivningen jo blive totalt tilfældig og ubrugelig.
Og det er selvfølgelig her der ligger en konflikt. Nemlig idet lovgivningen er et sæt generelle regler, som er tilpasset den generelle situation foruden folketingets beslutninger omkring det givne område. Nogle gange oplever man så at en enkelt sag har nogle omstændigheder som lovgivningen ikke har taget højde for, og som man derfor inden for lovens rammer, ikke kan tage hensyn til, eller skal improvisere overfor.
Noget helt andet er så, at de enkelte ekstreme tilfælde, der gør at en minister tager lovgivningen op til overvejelse, ofte er foranlediget af at medierne har taget sagen op og talt "den lille mands sag - manden som er kommet i klemme i systemet" Det er selvfølgelig al ære værd, men det må stadig være politikerens opgave at bevare det kølige overblik, og kun reagere hvis han kan identificere et generelt problem.
Ja, men som jeg ser det er der som sagt to led i den sag.
Der er det at lovgivningen er tilpasset den aktuelle situation på en mere eller mindre generel måde -f.eks. er der en indvandrerlovgivning i Danmark fordi der er indvandrere i Danmark.
Og så er der det andet at de folkevalgtes holdninger er afgørende for hvordan denne aktuelle situation tolkes ud fra et ideologisk (og til tider populistisk) standpunkt.
For øjeblikket er folketinget sat sådan sammen, at et flertal (DF, K og V) tolker situationen sådan, at kriterierne for hjemsendelse af flygtninge er ret strikse med den konsekvens at nogle flygtninge risikerer forfølgelse og tortur.
Derfor er du stadig upræcis i dit argument - du begår vel hvad man kan kalde en normativ fejlslutning. Du antager at dit syn på sagen, som i meget høj grad adskiller sig fra den siddende regerings, er entydigt sandt. Men der hvor du ser død ødelæggelse og forfølgelse, ser regeringen ikke disse ting, eller også er de ligeglade og prioriterer noget andet højere.
Sandheden afhænger af øjnene der ser. Og for mig at se er det hele meget mere komplekst end som så, fordi disse stakkels mennesker (jeg er personligt enig med dig) bliver genstand for alt muligt andet end lige et hensyn til deres sikkerhed og overlevelse. For regeringens vedkommende bliver de f.eks. et kødben den kan kaste hen til den frådende køter DF, så de stemmer for deres økonomiske politik - hvem ved, måske kan V få afskaffet efterlønnen ved at sende indvandrere i sytten generationer til bagsiden af månen!
Det politiske spil er vel egentlig mest et stort forhandlingsbord - I får det ene, så får vi det andet - I får brutal og umenneskelig behandling af flygtninge og så får vi gennemtrumfet Thor Pedersens vetoret i forhold til kommunernes økonomiske råderum.
Det er et smukt spil - det der politik
Det var nu heller ikke for at retfærdiggøre umenneskelig behandling af torturofre, jeg pegede bare på at du springer nogle mellemregninger over ved at sige at sådan er det, og dem der mener anderledes tager fejl. Alt er et spørgsmål om tolkning, og jeg er sikker på at hvis man kører den sag du omtaler, og som jeg ikke kender, igennem udlændingestyrelsens apparat med de administrationsværktøjer de har, kunne den sagtens komme til at se tilforladelig ud.
Jeg forsøgte bare at beskrive, sådan som jeg føler mig ret sikker på at det er, og måske komme lidt nærmere hvorfor nogen kan finde på at behandle mennesker så skidt som det i enkelte sager er tilfældet. At det er forkert at sende en person ud af landet til tre års torturhelvede, er jo svært at være uenig i.
Send en kommentar
<< Home