Overvågning - hvad er problemet?

For at forhindre vanvittige selvmordsbombende mennesker i at sprænge sig selv og alle mulige andre i luften, har et embedsmandsudvalg under regeringen anbefalet at man øger overvågningen af det offentlige rum - og alle mulige andre rum. På den måde mener man at kunne komme sådanne angreb i forkøbet, eller i hvertfald kunne dokumentere hvem deltagerne i eventuelle angreb var efter dets finden sted, hvilket letter arbejdet med at trevle de små galninges grupper op.

Hvorfor er det et problem? Oftest møder man argumentet, at så længe man ikke har noget at skjule og har rent mel i posen og ingen skeletter i skabet og ellers opfører sig pænt og ordentligt, kan PET jo sagtens montere et endetarmsCam på samtlige borgere, så man kan se om de har spist kebab i så store mængder at de nødvendigvis må være medlemmer af en terrorcelle.

Det er et problem, men ikke af omfangsrige moralske menneskeretlige årsager - ihvertfald ikke direkte. Problemet er den position og situation man stiller politiet i, hvis man i den grad giver dem frie hænder til at bruge de midler de finder nødvendige. Hvis man giver politiet maksimale udfoldelsesmuligheder eller en grad heraf, giver man dem også maksimalt ansvar eller en grad heraf. Det betyder at politiet som institution, og det vil sige nogle få enkeltindivider der tegner politiets ledelse, vil have det direkte og utvetydige ansvar hvis et terrorangreb eller lignende gennemføres succesfuldt. Med et så stort ansvar vil de fleste handle med den størst mulige forsigtighed, dvs. er der blot i det mindste indikationer på noget der kunne ligne skyggen af en afsmag af en snert af et terrorangreb, vil man ikke tøve med at kaste sig ud i ransagninger, aflytninger, tilbageholdninger etc. for med alle tilrådighed stående midler at forvalte det meget store ansvar politiet har fået tildelt.

Med en sådan grad af emsighed, er der stor sandsynlighed for at mange af ransagningerne, tilbageholdelserne osv., vil være falsk alarm, hvorved man vil have krænket en masse uskyldige menneskers rettigheder, hvilket er karakteriserende for en politistat.

Ved at kræve dommerkendelser til den slags politimæssige initiativer, sikrer man at ansvaret spredes, hvorved politiets forvaltning af ansvaret og dermed risikoen for unødig krænkelse af rettigheder ændres til det bedre.

Derfor er terrorpakken som den foreligger en mindre heldig idé

nemlig.

Og så gider jeg ikke høre mere pis!

Fra nogen.

Som helst.

Overhovedet.